Gamle, slidte gulve kan få hele rummet til at se trist ud, ligesom de ofte kan være svære at gøre ordentlig rene på grund af hakker og revner. Få den store guide til, hvordan du selv afsliber gulve samt hemmeligheden bag et flot resultat.

Gulvafslibning – sådan får du et flot resultat

Det støver, det larmer og det kræver et par lange dage – men så vil du også mærke tilfredsheden ved et nyafslebet gulv!

Hemmeligheden bag et flot resultat er at slibe mange gange. Nøglen til succes er vedholdenhed og systematik. Selv om anstrengelserne med de mange gange op og ned ad gulvet ikke syner af fremskridt, er de absolut anstrengelserne værd – faktisk nødvendige. Det er vigtigt, at du følger guiden, så du ikke bruger unødigt mange penge på slibepapir eller ender med at skulle lave det hele om.

 

Arbejdet er enkelt og prisen er lav

Når teknikken er på plads, er arbejdet rimelig enkelt. Det gælder bare om at være systematisk og skifte papir på rette tidspunkt. Arbejdet er dog støvende, og du skal påregne 1-2 dage pr. rum samt 2000-3000 kroner for 2 dages leje og brug af slibepapir.

Du kan leje diverse maskiner hos byggemarkedet eller hos en del gulvsliberfirmaer. Når du skal slibe ned til rent træ, får du brug for en gulvslibermaskine med valse. Der findes to udgaver; en på 70 kilo og en på 45 kilo – den tungeste er den mest effektive, da du kan nå mere med en stor trumle.

Du kan altså sagtens afslibe gulvene selv og spare nogle tusinde kroner, men følg guiden nøje, så det ikke ender med, at du fortryder, du ikke ringede til den faglærte gulvafsliber fra starten.

 

Er det lidt for stor en mundfuld? Så kan du jo heldigvis kontakte nogle af de mange dygtige fagfolk, som tilbyder billig gulvafslibning.